251
Nissen og Madamen.
og altid i Søndagskjole! Det var et tankevækkende Digt, Madamens, fuldt af Følelse og Geographi.”
„De har Aand, Hr. Kisserup!” sagde Madamen, „megen Aand, det forsikkrer jeg Dem! Man faaer Klarhed i sig selv, naar man taler med Dem.”
Og saa talte de videre, lige smukt og lige godt; men ude i Kjøkkenet var der ogsaa Een, som talte, det var Nissen, den lille graaklædte Nisse med den røde Hue; Du kjender ham! Nissen sad i Kjøkkenet og var Pottekiger; han talte, men Ingen hørte ham uden den store sorte Missekat, „Flødetyven”, som Madamen kaldte ham.
Nissen var saa vred paa hende, thi hun troede ikke paa hans Tilværelse, vidste han; hun havde rigtignok aldrig seet ham, men hun maatte dog med al hendes Læsning vide at han var til og da vise ham en lille Opmærksomhed. Det faldt hende aldrig ind Juleaften at sætte saameget som en Skeefuld Grød hen til ham, det havde alle hans Forfædre faaet, og det af Madamer, der slet ikke havde Læsning; Grøden havde svømmet i Smør og Fløde. Katten blev ganske vaad om Skjægget ved at høre derom.
„Hun kalder mig et Begreb!” sagde Nissen, „det gaaer over alle mine Begreber. Hun fornegter mig jo! Det har jeg luret mig til og nu har jeg luret igjen; hun sidder og hvæser for Drengebankeren, Seminaristen. Jeg siger med Fatter: „Pas din Gryde!” Det gjør hun ikke; nu skal jeg faae den til at koge over!”
