331
Skrubtudsen.
„Saa den har Hjelpetropper!” sagde den. „See mig til det Kravl!” og saa vendte Hønen om. „Jeg bryder mig ikke om den lille, grønne Mundfuld, den giver kun Kildren i Halsen!” De andre Høns vare af samme Mening, og saa gik de.
„Jeg vred mig fra den!” sagde Kaalormen; „det er godt at have Aandsnærværelse; men det Sværeste er tilbage, at komme op paa mit Kaalblad. Hvor er det?”
Og den lille Skrubtudse kom og yttrede sin Deeltagelse. Den var glad ved at den i sin Styghed havde skræmmet Hønsene.
„Hvad mener De dermed?” spurgte Kaalormen. „Jeg vred mig jo selv fra dem. De er meget ubehagelig at see paa! maa jeg have Lov at være i mit Eget? Nu lugter jeg Kaal! Nu er jeg ved mit Blad! Der er ikke Noget saa Deiligt, som Eens Eget. Men høiere op maa jeg!”
„Ja, høiere op!” sagde den lille Skrubtudse, „høiere op! den føler ligesom jeg! men den er ikke i Humeur i Dag, det kommer af Forskrækkelsen. Vi ville Alle høiere op!” og den saae saa høit den kunde.
Storken sad i Reden paa Bondens Tag; han knebbrede og Storkemo'er knebbrede.
„Hvor de boe høit,” tænkte Skrubtudsen. „Hvo der kunde komme derop!”
Inde i Bondehuset boede to unge Studenter; den Ene var Poet, den Anden Naturforsker; den Ene sang og skrev i Glæde om Alt, hvad Gud havde skabt, og som det
