38
I Andegaarden.
saa godt den velmeente Pjasken. „De er saa hjertensgod, Madame!” sagde han, men forlangte ikke Mere.
„Jeg har aldrig tænkt over mit Hjertelag,” sagde den Portugisiske, „men det veed jeg, at jeg elsker alle mine Medskabninger undtagen Katten, men det kan da Ingen forlange af mig! han har ædt To af mine; men vær nu som hjemme her, det kan man! jeg selv er fra en fremmed Egn, som De nok seer paa min Reisning og Fjederkjole; min Andrik er indfødt, har ikke mit Blod, men jeg hovmoder mig ikke! — forstaaes De af Nogen herinde, saa tør jeg nok sige, at det er af mig.”
„Hun har Portulak i Kroen,” sagde en lille almindelig Ælling, der var vittig, og de andre Almindelige fandt det saa udmærket med „Portulak”, det klang som „Portugal”; og de stødte til hinanden og sagde „Rab”! han var saa mageløs vittig! og saa indlode de sig med den lille Sangfugl.
„Den Portugisiske har rigtignok Sproget i sin Magt,” sagde de. „Vi have det ikke med store Ord i Næbbet, men vi have ligesaa stor Deeltagelse; gjøre vi ikke Noget for Dem, saa gaae vi stille med det; og det finde vi smukkest.”
„De har en yndig Røst,” sagde en af de Ældste. „Det maa være en deilig Bevidsthed at glæde saa Mange, som De gjør; jeg forstaaer mig rigtignok aldeles ikke paa det! derfor holder jeg min Mund, og det er altid bedre, end at sige noget Dumt, som saa mange Andre sige til Dem.”
„Plag ham ikke!” sagde den Portugisiske, „han trænger til Hvile og Pleie. Lille Sangfugl, skal jeg pjaske Dem igjen?”
