42
I Andegaarden.
meente det saa godt. Da Madamen siden vaagnede, stod han foran hende med et lille Korn, han havde fundet; det lagde han foran hende; men hun havde ikke sovet godt, og saa var hun naturligviis tvær.
„Det kan De give en Kylling,” sagde hun; „staa ikke og hæng over mig!”
„Men De er vred paa mig,” sagde han. „Hvad har jeg gjort?”
„Gjort!” sagde den Portugisiske, „det Udtryk er ikke af det fineste Slags, vil jeg gjøre Dem opmærksom paa.”
„Igaar var her Solskin,” sagde den lille Fugl, „idag er her mørkt og graat! jeg er saa inderlig bedrøvet.”
„De kan det nok ikke med Tidsregning,” sagde den Portugisiske, „Dagen er endnu ikke gaaet, staa ikke og vær saa dumladende!”
„De seer paa mig saa vred, som de to slemme Øine saae, da jeg faldt herned i Gaarden.”
„Uforskammede!” sagde den Portugisiske, „ligner De mig med Katten, det Rovdyr! ikke en ond Blodsdraabe er der i mig; jeg har taget mig af Dem, og god Omgang skal jeg lære Dem.”
Og saa bed hun Hovedet af Sangfuglen, den laae død.
„Hvad er nu det!” sagde hun; „kunde han ikke taale det! ja saa var han saamænd ikke for denne Verden! jeg har været som en Moder for ham, det veed jeg! for Hjerte har jeg.”
Og Naboens Hane stak Hovedet ind i Gaarden og galede med Locomotivkraft.
