Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/103

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

90

eller Solnedgangens underfulde Glød dæmper og fortoner dem! ……

Saaledes sad han og grublede og sled sig selv op, han, som vilde bringe det til Klarhed, hvad dansk Kunst egenlig var.





V.

Privatissima.


Er ikke vor Hovedstad væsenligst en solid By? Jo sikkert. Der er en Stabilitet i dens selskabelige Liv, som mangen baade større og mindre By kunde misunde den. Ikke ret mange Æventyrere eller Æventyrersker bliver smuglet ind og bringer Bevægelse med sig — ledsaget af visse Unoder. Som Regel opdrager Familierne af de gunstigere stillede Klasser deres Børn vel; dertil kommer, at vi just ikke er saa overbebyrdede med Lidenskaber; snarere kunne vi løbe Fare for at blive lidt uniforme i vor gæstfri Søndagsselskabelighed, vore just ikke altfor spirituelle Middage, vor lille Kop The efter Theatret, vore ret gemytlige og ret anstødsløse Baller … naa, men det kender jo enhver af os lige som sit Smørrebrød. Vi er, som vi er; og alt i alt har vi den gode Egenskab, at vi sjeldent giver os ud for mere, end vi er.