100
De er dog en rigtig slem En! —
Ja, jeg har sagt Dem, jeg er en Snegl — oven i Købet en uforbederlig! —
Har De i Grunden nogensinde prøvet paa at forbedre Dem? — spurgte hun og lo.
Grossereren, en elskværdig Mand, saadan paa Christensens Alder, en hel Del talende, ganske vel underrettet paa forskellige Omraader, tilfreds med Livet, blandt andet fordi Livet ikke havde givet ham særlig Grund til at klage, — Grossereren trykkede Christensens Haand, fortalte ham, at Akademiets Direktør i et Selskab havde ytret sig usædvanlig stærkt til Gunst for hans Begavelse og tillige slaaet paa, at den tidligere Elev muligvis dog levede for ensomt. Gud bevares! Kunstnerng er nu en Gang ikke som andre Mennesker ...
Om Forladelse: Hvem regner De blandt Kunstnerne? — afbrød Christensen.
Grossereren saa’ lidt betuttet ud; derpaa lo han omkap med sin smukke Frue. Saa fortsatte han:
Derfor skulde De virkelig gøre os den Fornøjelse at besøge os en Gang imellem. De vil træffe baade Kolleger og andre Personligheder, hvem De vistnok kunde have baade Nytte og Fornøjelse af at omgaas! —
Christensen smagte paa denne Anbefaling: Nytte og Fornøjelse. Fruen nikkede. Saa stod Christensen alene tilbage og saa’ efter dem. Hun vendte sig endnu en Gang og nikkede.
