118
der lidt efter lidt truede med at komme Sandheden nærmest: Han vænnede sig til denne personlige Skønhedsdyrkelse af den levende Form, for derigennem at søge et Paaskud for sin Ulyst til at arbejde, en Retfærdiggørelse for sin nye Maxime: der er intet Kunstværk uden Vorherres Kunstværk, den levende, aandende, spisende, dansende, talende Skønhed!
Thi han var bleven doven … lad os nævne
Tingen med dens rette Navn … men danse,
det havde han lært sig.
Man dyrkede i denne Kreds den aktive Dovenskab. Ingen laa paa Sofaen og røg Pibe eller sad paa Konditorierne — mere end tre Timer om Dagen — men man kørte rigtignok heller ikke, aandelig talt, med fire Heste for sin Vogn. Man havde en solid Arbejdsvogn, og den spændte man hver Formiddag to gode, jævne Heste for — eller man jollede gemytlig af Sted i en Enspænder. Ikke at løbe Vejret af sig, men dog at faa Arbejdet gjort! det var Sagen. Thi hvad naaes der ved det overmennelige Opbud af Kræfter og Vilje? Vorherre havde en Gang i Tidernes Morgen taget saadan titanisk fat — og han vilde muligvis en Gang henimod Slutningen slaa et Dommedagsslag. Ham om det! Vi stakkels Mennesker har nu vore Grænser …
