119
og det ligger i den danske Natur, at man ikke skal »affektere« at være et Kraftgeni.
Dette Skræmmeord, Affektation, fik Bugt med ham. I Løbet af disse gyldne Aar overvandt han Gang efter Gang sin gamle Opblussen af vild eller stædig Energi. Han begyndte at male et Billed — til »denne Plads paa Væggen«. Han gjorde det med den Rutine, han i det hele taget havde; med jævn Flid Dag efter Dag; med Pavser, naar Modellen havde andet at tage vare; med Pavser, naar han selv skulde anvendes i en eller anden selskabelig Sags Tjeneste. Men færdigt blev det omsider. Hans Omgangsvenner, baade Kolleger, Mæcener og andre, fandt det godt — «godt gjort«. Og med et Smil fandt han det selv omsider ligeledes.
Det kom paa Udstillingen. Det var ikke langt fra at blive »Billedet« paa dette Aars Kunstskue. De toneangivende Blade sagde en Del kønne Ting derom. Vi er saa lykkelige endnu at være i Besiddelse af en saadan Anmældelse: »Nr. 127 I.F. Christensen: »Udenfor Gudemagerens Bod!« Titlen er lidt vildledende. I det gamle Athen — Billedet er holdt i græsk Stil — havde Terrakottafabrikanterne, Pottemagerne, saadanne Udsalgssteder, der tillige var Ateliers, hvor mindre og større Gudeskikkelser i brændt Ler forhandledes. Men derfor bør vel ikke Kunstneren kalde den støvede, i en grov Kappe indhyllede Mand, der sidder i sin Dør, for en Guddomsmager. Det skulde da være, at
