120
Hr. Christensen vilde lægge en klassisk Vits ind heri, ved at give Pottemageren nogle af den gamle Vismand Sokrates’s velkendte Træk. Dette er ikke smagfuldt.
Naar vi ikke har villet tilbageholde denne Bemærkning, saa er det, fordi vi overfor selve Billedets Fortrin kan gaa saa meget mere anerkendende til Værks. Paa en vis Maade er det en Debut — idet Hr. Christensen vel nyder et agtet Navn indenfor sine Fællers snævrere Kreds, men i en Række af Aar ikke er traadt det større Publikum i Møde. Som saadan Debut betragtet maa da dette stilfuldt holdte, af en ædel, diskret Farvegivning prægede historiske Genrebillede fuldtud siges at retfærdiggøre Dommen fra den snævrere Kreds. Over for det store Publikum vil vi her foreløbig referere Sujettets Handling, den Kunstværket iboende Fortælling. En ung, skøn Dame, ude over den jomfruelige Alder, muligvis en fremragende Mands Hustru, har, iført de ædle athenæiske Kvinders paa en Gang plastiske og kyske Dragt, været inde i dette Udsalg for at købe — ja, hvad var det? en lille Husgud til Arnestedet? eller var det en skøn Adonis til hine »Begrædelsens Haver«, som blev vandet under Taarer og besunget under elegiske Hymner? Har det været en Elskovsgud, eller en Hjemmet beskyttende Gudinde, saasom Hera eller Athene? Svaret maa blive Kunstnerens, Thi dér foran den Skønnes Fod ligger Gudebilledet knust i det hvide Støv. Damen sætter
