123
Dagen, og hvor det berømte attiske Solskin var blevet af?« Der ude har vi et rigtig godt dansk Solskin — men her paa Billedet har vi et rigtigt Atelierlys. Det var ogsaa Deres Skyld, fordi De aldrig vilde staa ude i Haven for mig! Og, du gode Gud, hvor dette er daarlig malet — hverken Saft eller Kraft! — man skulde tro, det var gjort ud af Hovedet! Og hvilken sølle, tynd lille Fortælling i det Hele. Det er ogsaa Deres Skyld, fordi De ikke vilde lade Dem male efter min første Ide ….!
Som græsk Hetære, der bekranser en Hermesstøtte! Tak skal De ellers ha’. Det kan være brillant dumt nok, at alle vore Bekendte skal spørge om, hvad det er for en Krukke, jeg her har slaaet itu …?
Naturligvis: den Krukke, der gik saa længe til Vands, at den …!
Tag Dem i Agt, De fæle Christensen! eller jeg skal martre Dem ved at vende Nakken til bestandig! Nu synes jeg for Resten, at De har sagt mig Artigheder nok om den Nakke. Kunde De ikke finde andet paa mig at beundre — vel at mærke, uden bestandig at stirre paa mig ….?
Det kunde maaske være! — svarede han.
Naa, saa sig frem! Eller skal De maaske atter have en halv Dags Betænkningstid, for at gruble over det? Jeg holder af det, der gaar raskt, véd Du; og af de ligefremme Mennesker! —
De var bleven »Du’s.« Det var sket en Aften, da de — tres faciunt collegium — sammen
