124
med Grossereren efter et lille Selskab havde moret sig med at lade Gæsterne løbe Spidsrod. Og Christensen havde været den kvikkeste, den mest opfindsomme ved den Lejlighed.
Ikke desto mindre; det gik meget trevent med dette »Du«. — Det er ogsaa i sig selv en meget vanskelig Sag. — Man er fortrolig, men man er dog ikke fortrolig.
Nu sagde han:
Kender De Prinsessen af Borghese? — eller var det maaske en anden? — jeg tror, det var Borghese — hende, som Canova fremstillede i Marmor, i kølig hvidt Marmor, rolig, halvt skødesløst hvilende paa en Divan, med et Drapperi over Bæltestedet! —
Er De gal? afbrød hun.
Lad mig tale ud! Enten er Vorherre og Naturen uskyldig — og vi er skyldige, vi, som tager Klæder paa og derved mener at skjule os for os selv indbyrdes! Eller ... nej der er intet eller. Thi jeg mener, hvad jeg altid har ment, at hvis vort Klima var et andet, saa var vi ogsaa anderledes. Nu har en Dame — Du f. Ex. — i Følge sin Gemal og i Følge Moden Lov til at klæde sig halvt nøgen paa et Bal, og valse sig ør og svimmel til en satanisk Musik med en Række Fremmede eller halve Bekendte. Godt! Hvis jeg nu siger til Dem: jeg tilbeder Dem saa ærbødig, som Mand kan tilbede Kvinde. Jeg beundrer Deres Skønhed; jeg henrives, vækkes til Kunstnerdrift og Ærgerrighed igennem det, som jeg
