131
Ah bah! Der var jo Intet sket ….! Fy, Sofist! Det var jo ikke din Skyld, at hun hørte til dette Lands Kvinder, som ikke lader det komme til noget — men som lader det komme til noget meget værre — som forkludrer, forvisker, forjasker en Menneskesjæl, en Menneskelidenskab — ligesom man kan forviske, »fordrive« en Luft, en kækt og kraftig anlagt Luft paa et Lærred, saaledes at man faar Katzenjammer af at se derpaa — uden at have drukket Forenings-Punsch om Aftenen.
Saa fulgte Uger, hvor han havde disse Anfald af Tilbøjeligheder til at gaa derop — og atter overvandt dem.
Dernæst kom den store Sløvhed, hvor Lidenskaben synker sammen under sin egen Vægt — ligesom en Lerstatue kan staa og synke sammen under de tørrede Klude.
Han blev ækel af sig selv, og derfor ækel af alle de andre. Han laa længe i Sengen om Morgenen, og kom sent hjem om Aftnerne — uden at han egenlig ret vidste, hvor han havde været henne — ude paa Amagerfælled — ude i Dragør — eller i Brøndshøj — eller Ølstykke — rundt omkring, hvor man ellers aldrig kommer — og hvor han aldrig kom senere.
Og saa kom en Morgen Hørkræmmeren op til ham, og satte sig uden for hans Seng, og talte en hel Del om hans salig Fa’r, og om at han selv, Sønnen, var saa respektabel — stedse havde været det — men der kan jo komme
9*
