138
ham ved sligt et Syn — som — slet ikke vedkom hans Profession!
Paa det Lav — nej! …
Nej! heller ikke om Aftenen tænkte han paa disse dumme, tyndtudhamrede, med alt det brogede Stads fyldte Tin-Tuber, der blot fører Menneskenes Børn i Fristelser. Men Aftenen var alligevel saa kølig-skøn, da Nordsøen henover de store Fiskebanker gled ud i de lange, fernisglinsende Dønninger. Og den øverste røde Kam af den store synkende Ildglobus deltes ligesom i to Verdensdele af en lang Sky’s blodige Sværd, dyppet i tusinde Hvalers udpersede Livssaft. Naa, det kan hænd’s her var Farver! Og i Reflexerne fra alt dette Blod henover de lange, fernisglatte Dønninger svømmede Hundreder af Fiskersmakker, ligesom en Sværm Fluer i et uhyre Fad Rødbedesauce.
Saa dukkede den sidste Eftermiddag — og da var Stemningen orangegul — en duftblaa Øs afsnuppede Kegle op af Havet. Man gled ind i en Fjord. Bjærgland højnede sig. Langs Kammen paa en Højde løftede sig Søjler, Monumenter, Spir, Tage — og nedenunder langs Vandlinjen Bygninger, en Skov af Master, og lange Broers tusinde Krydsben.
Han morede sig med at sidde og tegne. Lidt efter lidt blev det mørkt. En Illumination af Gasøjne, der stirrende hilsede ham oppe fra Højden og nede fra Vandet. Det var Edinburgh og dens Havnestad Leith.
