141
Fortjener noget Landskab i England at kaldes »romantisk«, saa fortjener denne Del af det feudale Grevskab det. At vade i knæhøjt Græs langs hviskende Floder eller mumlende Bække, at ligge paa Ryggen med Bogen i Haanden under gamle Træer i de gamle, stille Vænger bag Landsbyen, at se Solen gaa ned bag de fjærne, blaa Høje, høre Kvæget drives hjem, at snakke med Værtshusfa’rs og Aldermandens rødmussede Datter, hende med de nøddebrune Haar, den klare Teint og de klare Øjne, med Smilehullet ved Mundvigen og med denne Profil — denne Profil, som gaar igennem alle Lystspillene og en Del af Tragedierne hos den store Troldmand … ja, Christensen følte, at her kunde han læse Shakspeare. Det blev til noget andet, end derhjemme paa Kultorvet.
Naar han da henad Skumringen sad i det gamle Værtshus — i Køkkenet, thi der var ingen andre Rum — og naar den uhyre Skovbetjent fortalte Historier fra den grønne Skov, og naar disse mærkelige Tiggere og Vagabonder frit kom ind og hverken forulempede nogen eller selv lod sig forulempe, og naar Nabolavets Squire, den ædle Landjunker, der sandsynligvis sov med Gamascherne paa i Sengen, naar han gav sig til at drikke med Skovbetjenten, med Værten, med en rejsende Hestehandler og en rejsende Læderhandler, og naar denne sidste bestandig forlangte glohed Claret (Rødvin) med Sukker og reven Muskatnød i, som Medikament
