142
mod den Masse Ale, der siden skulde drikkes — naar Værtens og Aldermandens plumpe, urkomiske Kone og den fine, smidige, skælmske Datter forenede sig med Selskabet …. saa rejste den fremmede Danske sig, betaget af Dagens Læsning og af Aftenens Illustrationer dertil. Og han gik ud paa de øde, dug-mættede Skovveje, hvor man formelig kunde lugte sig Æventyr til, eller ud over Brakjorder og Hede, hvor Kæmpeskyer efter et Regnskyl stod som historiske Spøgelser, truende vilde eller sørgmodig klagende, over de fjærne, fjærne Høje.
En afbladet, af Lynet splintret Eg blev ham da til Mærkepæl i et Landskab, som han befolkede med fri Kompositioner.
Og han smurte løs derude i Skumringens svindende Lys — paa et illusorisk Lærred — med sin Stok i Haanden. Han havde den vidunderligste flydende Asphalt til sin Raadighed, saadan en mærkværdig Farve, der baade kunde give varme og kolde Overgange, snart luende og levende som Rav, snart mat som Tufsten, tjenlig til alle Stoffers Gengivelse, til Hudens, til Musklernes Spil, og til de uendelig sarte og vage Betoninger, hvorunder det mest ejendommelige Fysionomi formes af den drejende Pensels Spil.
Han malede shakspearske Kompositioner.
Om Morgnen lo han. Nonsens! Men Tegnemappen, som han havde haft frem paa Nordsøen, i de skotske Højlande, og paa Fodturen
