161
synes at vaage over alle City’ens enorme Værdier — Virvarret af Tage, af Skorstene, af Skibsmaster, Alt hvad der er Kapital eller kan frembringe Kapital, og som den nedgaaende Sol kærtegner med sine sidste Straaler gennem den fine Dis — Alt faar sit Slag, sit Hug, sit Stød, af Forgrundsmandens ubarmhjærtigt knyttede Haand.
Det er to Verdner. Floden haster dem forbi, idet den blinker hemmelighedsfuldt til det indbrydende Tusmørke, ligesom for at paakalde den nære Nats Hjælp til at lægge sig forsonende over de grelle Modsætninger. To Verdner, der hører til hinanden som Skyggen til Lyset — og hvoraf den ene synes at leve lidt for meget i Lys, den anden lidt for meget i Skygge. En Kunstner har baade Kunstnerens og Menneskets Ret til at gribe en saadan Situation med sin Fantasis fulde Styrke, og til at tegne den ned i store, sikre, brede Træk — uden filosofisk at ræsonnere over, hvorvidt »Problemet« kan løses eller ikke.
Og dette gjorde Christensen. Han følte tilmed selv, hvor sikker denne Tegning blev — saa ivrigt, saa fuldt optaget han arbejdede. Han raadede her over en Tekniks Midler, uden at tænke paa den enkelte Streg, han gjorde. Der var en »Beaandelse« over ham — som man nok kalder det hos Digterne. Men hvorfor ikke kalde det ligesaa hos Malerne?
I hvert Fald: der var her et Digt inden ham; det vaandede, klagede sig frem med et
11
