163
Da han sagde dette til sin Kammerat — saadan løst henkastet — saa’ denne lidt forundret paa ham og svarede: Jeg mente, at De nu rigtig for Alvor skulde slaa Dem ned her og gøre en Forretning med En og Anden! —
Christensen smilede og rystede tavs paa Hovedet.
De er i Grunden Fandens storsnudet! sagde Snedkersvenden efter opmærksomt at have betragtet sin Logiskammerat, der netop sad og saa’ paa sine Tegninger.
Hvad behager? —
Jeg mener bare: …. Naa ja, naar man har Penge nok til at kunne gøre, hvad man vil!
Jeg? — Christensen lo. —
Hvorfor sælger De da ikke nogle af de Billeder der? Nogle Guinees maa De vel altid kunne faa for dem — og De kan jo lave flere! —
Christensen saa’ overrasket ivejret. Saa grundede han lidt; saa lo han:
Sandheden taler ud af Deres Mund! Hvorfor sælger jeg dem i Grunden ikke — forudsat at de finder deres Køber? Saa kunde jeg jo f. Eks. tage Dem med i Theatret og give en ordentlig Aftensmad ud paa Dem nede i Strand — til Tak for Deres gode Raad og andre Kærlighedens Gerninger!
Det var ikke saaledes ment! svarede Snedkersvenden halvt forbløffet.
Men den næste Dag tog Christensen sin sorte Frakke paa; han havde en ulastelig hvid
11*
