7
Hm, ja ... Ja, Forældrene døde; Smaafolk dør saa nemt ... Faderen; aa jeg vil ikke sige, at han var drikfældig ... et Skrog, et Skrog ... Moderen sled og slæbte lige til det sidste ... Vi vidste virkelig ikke, hvad vi skulde stille an med Drengen ... Kommunen er bebyrdet ... saa var der denne Maler ... naa ja, vi hørte jo nok nogle Klager over ham ... men man klager altid; man klager altid i denne By!
De talte om Sagen. Den store Mand mente, at Drengen nok kunde løses fra sit Kontraktforhold imod en lille Opofrelse. Da den Fremmede lod sig forlyde med, at det netop var i den Hensigt, han var kommen, saa trykkede Borgmesteren den ædle Mands Haand og fulgte den Fremmede til Døren. Saa vendte han tilbage og satte sig med et Skuldertræk i sin Stol: Der gives besynderlige Mennesker; egenlig talt Fantaster? mumlede han. Men hvis nu denne Dreng var bleven hos Maleren, og Maleren var død, eller Drengen var rendt bort og kommen tilbage som et Subjekt, saa vilde det være Kommunen, som skulde tage ham. Og Kommunen er bebyrdet nok i Forvejen| ...
Den samme Eftermiddag blev den Fremmede atter meldt. Borgmesteren havde sat sig til at blunde i den store Armstol, med et Lommetørklæde over Ansigtet for Fluerne, og Berlingske over Knæerne. Han saa’ fortrædelig i Vejret, og da han fik Øje paa den Fremmede, saa’ han endnu mere fortrædelig ud: Saa, — tænkte han
