202
Jeg forstod, at det var hendes Velsignelse, hun gav mig med, og at jeg ikke vilde faa hende at se mere. Jeg græd hos hende, tørrede mine Taarer, tog min bedste Bluse paa, nogle Bøger og Tegninger i Lommen, en god Stok i Haanden, mine Penge i en Skindpose paa det blotte Bryst ved Siden af et lille Kors, som min Gudmoder havde givet mig — og saa vandrede jeg.
Ja, hvordan disse første Aar i Paris gik, det ønsker jeg egenlig helst at tie stille om. Jeg døjede ondt, jeg led Sult — men det har saa mange før mig gjort. Jeg kom paa flere Ateliers, hvor jeg ikke lærte at male, men hørte Slibrigheder, som jeg blot havde Umage med at glemme igen. Jeg traf ogsaa den omtalte Pige, som var bleven jaget bort hjemmefra. Hun var nu Model, og hun vilde have mig til sin Ven. Jeg betakkede mig. For at hævne sig, udspredte hun paa Atelieret det Rygte, at jeg stjal Farver og gamle Studier. Det forholdt sig dermed saaledes, at jeg, for ikke at sulte ihjel, samlede de udklemte og bortkastede Tuber og solgte dem til en Opkøber af Affald og Klude. Det paagældende Studie efter en nøgen Model havde jeg en Dag fundet i en Krog. Det var malet af en talentfuld ung Mand, der var gaaet tilbunds i Pariserhvirvlen. Jeg havde laant det hjem paa mit Tagkammer, for at lære mig nogen Penselføring og Farvegivning — da jeg paa Atelieret kun blev drillet og aldrig fik Ro til Arbejde. En af Kammeraterne, den stærkeste, skøndt ikke den
