225
man det i Glas og Ramme, forgyldt Ramme, men ikke engang ægte forgyldt — thi det har man ikke Raad til! … Tiltrods for dette maa jeg sande Deres Ord: det er forbavsende, at der endda er Resultater. Og der er Resultater! sluttede Christensen.
Det var den Andens Tur til at nikke.
Han bøjede sig frem over Bordet og sagde, idet han dæmpede sin Stemme:
Deres Landsmænd — De selv f. Eks. — burde til Stadighed leve i Udlandet, under store Forhold, i Omgivelser, som .….!
Som fremhævede vore virkelige Forhold, Miniaturen i vor Vækst, vor indre og ydre Mangel paa at gøre sig gældende, vor ræsonnerende og kritiserende Passivitet og samtidig den Storsnudethed, som vi dølger bag ved vor Beskedenhed …. aa, naar vi endda var virkelig beskedne! afbrød Christensen ham og skvulpede med Vinen i sit Glas.
Prøv det! bliv her! sagde den Anden med indtrængende, urolig Hæftighed. Han tog Vejret, som om han havde sagt for meget — eller som vilde han give Indtrykket af den meget bestemte Opfordring Tid til at virke. Og atter saa’ han paa sin Genbo med et ejendommeligt lidende Præg over de interessante Træk — og han lagde sin smukke, hvide, faste Haand paa Christensens Arm:
I Nordboer har noget af det, som vi savner, I har dette Tilforladelige — som var vor
15
