230
den Mand, som det er værd at tjene med Hatten i Haand! Kunst er enten dér, hvor Luxus, Rigdom, et harmonisk udviklet, skønhedsadlet Liv byder de højeste aandelige og materielle Betingelser — alt det, som man nu affekterer at kunne undvære, nu da Livet er blevet en haard og pinlig Nødvendighedstilstand for de fleste — eller ogsaa er Kunst dér, hvor den som hos Rafael og Michelangelo forener Gudsdyrkelsen af den ideale Skønhed med Inspirationen gennem den religiøse Tro. Vor Tid, som ikke byder én sammenhængende Overbevisning, der blot nogenlunde kan svare til Middelalderens kirkelige Tro, den skulde nødig sætte Ordet »Kunst« som Betegnelse paa alt det sammenplukkede Materiale, den maa hente fra et Liv levet i lutter hastige, trivielle eller ækle Indtryk — og naar vitterlig hverken Fyrstehoffer eller Folkerepræsentationer nutildags bekymrer sig en Døjt mere om Kunst end om saa meget andet Tilfældigt — naar det er fra Kunstforeninger, Fabrikanter og nogle enkelte »Samlere«, at Malere og Billedhuggere i smaa Bider af Køb og Bestillinger ærbødigst skal søge Betingelserne for deres Liv, saa forundrer det mig, at der endnu kan være Tvivl om, hvor Grænsen ligger mellem de to Epoker, der betegner Evropas Kunst og Evropas … kort sagt, det som nu er! —
Og De? spurgte Christensen; hvordan stiller De Dem til »dette« som nu er, og som vi
