248
sammen … hun er brillant — lidt fyldig — men Fandens køn Kone! Som hun fører sig i sit Hus — og som hun taler Sprog med Virtuoser og andre udenlandske Dyr! Andrésens fortalte dér, at de havde set dig i Paris — eller var det i Rom? Ja, Du har begribeligvis været paa Tale. Ha ha! Du karambolerede nok med Fruen sidst — saadan en Smule — men skidt! lad som ingenting! hun er s’gu godmodig … og nu har Du da Stof nok at tale om ….!
Saa? sagde Christensen kort.
Derpaa skiltes de. Landskabsmaleren skulde hjem til sin »Luft«, som ikke maatte staa og blive tør. Ja Du kender det jo nok med min store Kristoffer! sagde han leende. Saa gik han.
Christensen gik hjem. Jo, han kendte det med den store Kristoffer! Nu kendte han Alt — og Alt fortalte ham, at intet havde forandret sig under hans Fraværelse; det skulde da være, at en Grosserer var bleven Konsul og Suppleant — og at en Frue var bleven lidt fyldigere!
Han saa’ ud af sine Vinduer — aabnede et af dem — og kendte straks Duften nede fra Hørkræmmerens Flaadholt og Sildelage. Han hørte dem klirre med Jærnstængerne derneden under — han saa’ Vandmanden paa Torvet slaa sin Spand ud over Hestegødningen og feje Bunken sammen. Bøndernes og Prangernes Vogne var kørt; en øde Eftermiddags Stemning laa over
