251
— end sidde her og …. Jamen, Dødogpine! han kunde jo tage tilbage dertil igen. Han havde sit Hus. Han kunde sælge det. Javist saa! Ned til Hørkræmmeren! —
Han sad nede hos Hørkræmmeren i Kælderlejlighedens lille Bagkontor, hvor der maatte brænde Lys hele Dagen, og hvor Luften næppe havde Næring for et Lys end sige for Mennesker. Han havde udviklet sine Grunde — lagt sin Uro for Dagen — og han endte med det Argument: De er den nærmeste til at købe — De staar Dem godt og desuden skylder jeg Dem de Penge, som …. ja som paa denne Maade nemmest kan blive afgjort!
Hørkræmmeren sad dér, med Kasketten lidt bag ad Nakken, og med de to røde Tommelfingre rullende om hinanden over den brede Forklædesmække. Gensynet havde været hjærteligt. Nu trak han Brynene ivejret og truttede Læberne frem:
Jeg skal sige Dem, min kære Christensen — De skal ikke gøre det! Besind Dem lidt! Det er en Overgang. Jeg har rigtignok aldrig været andre Steder end i Sorgenfryd — for at se Enkedronningen — og i Fredensborg for at fiske Aborrer: men jeg kan godt forestille mig, at naar man kommer hjem saa langvejs fra, saa er
