257
Billed, varmt beaandet af dyb, menneskelig Kærlighed, isprængt Lune og denne Gemyttets velgørende Festivitats, som Paolo — thi det var nok af denne Familie — ikke med al sin venezianske Aplomb, med hele sin dekorative Herlighed, formaar at overbyde.
Jeg gratulerer! sagde Christensen.
Professoren vendte sig:
Hvad; er det Dem — er det Dig? Den dumme Tøs …. siger hun ikke bestandig forkerte Navne! Iversen! Jeg troede naturligvis, at det igen var en ny Michelangelo, som vilde vende op og ned paa det Hele. Det fornøjer mig, at det kun er Dig!
Ja, det er kun mig — hverken mere eller mindre! sagde Christensen og lo,
Professoren havde kastet Pallet og Pensler. Han trak sin gamle Elev hen til Vinduet, holdt ham fast i begge Skuldre, rystede ham venskabeligt, og betragtede ham saa med Øjnenes prøvende Blik.
Det var dog, som om disse Øjne var bleven noget matte.
Du er kommen til at se godt ud! Du er bleven, hvad jeg vil kalde en Mand. Men hvad er det? graa Haar! Naa ja, de kommer — de kommer hos alle dem, der ikke sparer sig! …. Han slap ham og tog sin Cigarstump, som laa i Vindueskarmen mellem Tuber og Olieklude …. Man skal heller ikke spare sig …. og dog! Han tog sig over den knudrede Pande og lod
17
