261
Kunstner … nu skal jeg se at blive en ikke altfor daarlig Tegnelærer! —
Farvel — farvel min Gut! Gud være med Dem! raabte Professoren efter ham ned ad Trappen.
IX.
Fortsættelse.
Og Ivar Feldmann Christensen havde Tegneskole.
Det stod der at læse paa Papkartonen uden for paa Døren. Han drev sin Skole, i Begyndelsen med ganske enkelte Elever, siden med flere — og han arbejdede foreløbig hen til det Maal, at kunne tilbagebetale Hørkræmmeren det store Rejselaan, som ikke fik gjort Christensen til den fremragende Kunstner, men som maaske havde faaet gjort ham til noget andet, der kunde være lige saa godt.
Og medens han færdedes her mellem de aflange, sortmalede Borde, under de støvede Petroleumslamper med de flade, sortmalede Skærme, slidende i det med Elever, der undertiden røbede Evner og som oftest ikke røbede stort andet end Ulyst til at holde Pinen ud — saa var det, at store Begivenheder bragte Verden derude til at knage i de gamle Fuger — hvorover
