263
enkeltvis traf — som f. Eks. Landskabsmaleren, der en Dag standsede ham paa Gaden med det Udraab: Naa, sikken et Mudder! Nu har vi da baade Socialisme og Fritænkeri og politisk Ufordragelighed hos os. Gud skal egenlig vide, hvor de Mennesker gider være over det! Men det vil s’gu til Slutningen gaa ud over os Kunstnere .…. for, hvem skal købe Billeder, naar alle skal dele? Og hvad Vorherre angaar, og Religionen, saa synes jeg Skam, at de gerne kunde lade ham i Fred — da vi dog har staaet os godt ved det Regimente saa længe| ….
Aa! sagde Christensen med sit Smil: Du kan tro, han klarer sig nok! Værre bliver det med Billederne … men Du faar trøste Dig til, at det vil tage nogen Tid, inden Delingen gaar i Orden! —
Saamænd! svarede Landskabsmaleren, uden at lade sig genere ved Smilet, Der er naturligvis ingen Grund til at være urolig — saadan ligestraks. Handelsstanden er jo oven paa; — det er svært, saa Milliarderne har spredt sig omkring — og jeg klager ikke for min egen Person, for jeg har fuldt op af Bestillinger. Men ser Du, jeg er Familiefader, og jeg tænker paa Fremtiden. Kan dette holde ved?
Intet kan holde ved! sagde Christensen. Men det er forresten Familiefædrenes Fejl, at de tænker for meget paa Fremtiden. Man skal tænke paa, hvad man i Øjeblikket skal
