Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/280

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

267

javist ja! Men saa var her Uro, Famlen, Mangel paa Klarhed, paa det endelige positive Noget, der skulde samle, værne, beskytte — paa samme Tid, som det skulde angribe, trænge frem, overvinde. Her var Ungdommelighed mere end Ungdom — Skænderi mere end Strid — Hastværk, Hidsighed, Forfængelighed — en Bunke Forfængelighed! …. syntes Christensen.

Aa, en vanskelig Tid at leve i, en disillusioneret Tid ovenpaa Illusioner, en Agitation, et Virvar af gensidige Udfordringer, Beskyldninger, af Had, af Intolerance — fra begge Sider, fra alle Parter: — en Krig, hvor man blev tilsølet, oprevet, forjasket, forvrøvlet — ikke en Krig, hvor man faldt og døde.

Nælder, Nælder! ingen Laurbær! —

Og Christensen murede sig inde i Utilgængelighed, med sine Sysler, Studier, med det daglige Slid — som med en Lægedom.




Saa kom — det var i det tidlige Foraar — Budskabet om Professorens Død. Christensen naaede ikke at se ham paa det Sidste. En brudt Mand, en Ruin, der styrter — Familien opløst i Sorg! Det er ikke noget opløftende Syn. Man gør vel i at vige Døden Pladsen, naar man ikke hører til de Allernærmeste, Døden har en haard og bred Hæl, træder plumpt —