274
op om Morgenen — men jeg skal nok gøre mig Umage!
Christensen trak paa Skuldrene, men vendte sig, da han var kommen hen til Døen, gik tilbage og klappede sin Plejesøn over Ryggen, ligesom man klapper en stor, uudvokset Hund.
I Virkeligheden var der dette »Hvalpede« ved Karsten. Mangen Fader kan bringes til at tabe Taalmodigheden derover hos sin Søn — endsige en Pleje- eller Fosterfader, som ikke ad den naturlige, successive Vej er bleven øvet.
Dette Søvnige, det underligt Ubestemte, Dinglevorne og Ubeslutsomme, som man træffer hos unge Mennesker i Overgangsalderen, blev hos Karsten ydermere paafaldende ved hans høje Vækst, hans i Forhold til Længden noget spinkle Figur, og den Kejtethed og Kantethed, hvorpaa der ikke er bødet ved en Opdragelse, som i det mindste gaar ud paa at lade det Sjælelige og Intelligensen nogenlunde afstive Legemets svigtende Bygning.
Man kunde ikke kalde Karsten svag. Ansigtets blege Farve, med Fregner og de begyndende rødlige Dun om Læbe og under Hagen, gav ham vel et Udseende modsat robust; og de meget lyseblaa Øjne, med deres drømmende, frygtsomme, undertiden noget lidende Udrryk, svarede paa langt nær til Forestillingen om en ung nordisk Helt. Men Professionen med alle dens Ulemper
