300
Han kom endelig.
Naa? spurgte Christensen. Men det sædvanlige Barske i hans Spørgen gled over i en venlig Opmærksomhed, da Karsten, uden den sædvanlige Forknythed, fortalte hvorledes det var gaaet.
Han havde ganske rigtig indhentet den fremmede Dame omme bag det nærmeste Hjørne. Her var hun standset. Hun havde — forklarede hun selv — villet gaa op igen og hente det Glemte. Det vil sige — føjede Karsten til — hun var meget glad over, at han var kommen med Parasollen, for hun vilde nødig gaa op igen og muligvis forstyrre …. Ja hun lo rigtignok, da hun tog sin Parasol og takkede — men hun havde ogsaa spurgt, om Hr. Christensen var meget striks paa det? Det var han vel nok! Og saa havde hun spurgt, hvorledes det gik, naar Karstens Plejefader læste med ham? Og uden at vente nærmere Svar herpaa, havde hun bedet Karsten følge med et Stykke ned ad Gaden; og saa havde hun spurgt ham, om han vilde prøve at læse med hende? …
Og Du? spurgte Christensen. Hvad svarede Du dertil? —
Karsten saa’ paa ham lidt fra Siden af — og saa svarede han: Jo! jeg vilde gerne læse med den fremmede Dame! Og hun bad mig spørge Dig derom … saa vilde hun aftale det med Dig, naar hun kom imorgen og fik sin første Time!
