19
Christensen gik op til Plantagen.
Lige i Udkanten, hvor der mellem Krattet ragede enkelte højstammede Birke og Ege op, Levninger af en tidligere Skov, slængte han sig med Ryggen støttet mod Grøftevolden. Han hørte endnu Lyden af sin Dommedagspræken. Han smilte; han lo. Men der var intet befriende i denne Latter. Han var tynget under Vægten af de svære Ord, og — det var jo kun Ord. Hvad havde han at sætte imod? Han havde Ord — Udfordringer, lidenskabelige Udbrud. Ak, de forslaar ikke meget! Stærk var denne Mand der, i sin kraftigste Alder, mellem de fyrre og halvtreds. Han kunde vel — om det skulde være kommet an derpaa — have væltet Sten ud af Volden. Men standse hint Tog, som han var saa vred paa? … Han havde jo end ikke forsøgt det. Han var veget af Vejen. Nu sad han her. Derfor denne Latter, som intet befriende havde i sig!
Han puffede og skubbede og skaffede sig Plads helt ind i Gærdet. Nu laa han næsten udstrakt paa Ryggen, med Øjnene søgende op i det kraftige Egeløv og det mildt svajende Birkehæng.
Han holdt meget af at tænke tilbage, denne Mand. At tænke frem, det havde han allerede for nogen Tid siden stillet i Bero.
Han tænkte paa en Dag i Rom, Afrejsens Dag. Om Morgenen var han gaaet ud til Va-
2*
