313 (314 315)
sin Kæreste; og de drak ogsaa The, bajersk Øl og spiste Smørrebrød. Det Hele var som en stor Dagligstue under aaben Himmel; ingen Skønhed, ingen Munterhed, ingen festlig Glæde, ingen Lidenskab — men det Hele var øjensynligt efter Alles Tarv og Smag; i det mindste rejste ingen sig og protesterede. Man vævede, hvad der saadan kunde være at væve om fælles Familieanliggender, Sorger eller Glæder; man kritiserede lidt: hist over Regering, her over Opposition; man gnubbede sig paa denne hyggelige, ganske elskværdige, ikke altfor overdrevent ømme Maade op ad hinanden.
Christensen saa’ sig mistrøstig omkring og sagde:
Skal vi virkelig være her? —
De har jo selv foreslaaet det! —
Er der intet andet Sted? —
Den Adspurgte, Hollænderinden, sugede lidt paa sit Parasolgreb, og erklærede derpaa, at man kunde spise til Aften henne i en af Restaurationerne i Allégade.
Vil De være Vejviser? sagde Christensen. Jeg er saa godt som fremmed overalt! —
De kom hen i en af disse Smaahaver, hvor vore Bedsteforældre og Forældre har drukket daarlig Punch med en god Fordøjelse, sunget Viser om Venskab og Dyd, om Handel og Skibsfart, og ubetinget moret sig. Nu blev her drukket Øl. Om man morede sig, kunde Christensen ikke bringe i Erfaring. Men af og til aabnedes en Dør paa en Bygning i Baggrunden af Haven; man saa’ et stærkt Lysskær, som brødes med en tæt Tobaksdamp, og man hørte høje, skarpe Kvinderøster, overdøvende eller overdøvet af Haandklap og Fortepianospil. Det syntes at være Sang.
»Vi skal ikke derind?« spurgte Christensen, som atter følte Længsel efter Issefjorden og Kallebodstrand.
Hollænderinden lo:
»Nej! De kan godt blive fri!« —
Saa fik hun Tag i en Opvarter, der førte Selskabet til et Værelse, som laa saa fjernt, som muligt, fra Musikken og Sangen.
»Bring nogle Lys herind paa Bordet! sluk den Gas dér! og lad os faa Aftensmad og Vin!"« sagde Christensen kort.
Opvarteren, som havde taget Maal af Hr. Christensen, bukkede for Stemmens Myndighed; men førend han gik, bøjede han sig ned og hviskede nogle Ord i Øret paa Hollænderinden.
Hun vendte sig smilende til Christensen.
»De maa undskylde mig; men der er en god Ven af mig neden under, som paastaar, at jeg har lovet at være sammen med ham i Aften. Det er rigtignok temmelig sent, at han husker det. Men et Løfte er et Løfte. Kamilla bliver nok og holder Dem med Selskab — ikke sandt?« —
Den blonde havde sat sig i Sofaen ved Bordet, som var dækket med en temmelig hvid Dug. Hun saa’ i Vejret hen paa Christensen — ligesom før, uden nogen særlig Opmuntring. Han bukkede spørgende for hende. Hun nikkede og lod sit Shawl glide ned fra Skuldrene. Hollænderinden gik.
Opvarteren kom ind med noget koldt Køkken paa en Bakke.
»Bring Vin!« sagde Christensen. »Champagne — hvis den ikke er altfor slet — til Frøkenen dér. Bourgogne — under samme Forudsætning — til mig! Skynd Dem!« — — — —
Han satte sig ved Bordet lige overfor hende, rakte hende Asietterne, tog selv, skænkede i Glassene:
»Og nu ville vi altsaa være glade? Ikke sandt! det er Festprogrammet. De spiser jo ikke noget! Skal jeg skille Dem af med Deres Shawl? — Deres Handsker? … De har smukke Hænder — og kønne Øjne! Kunde De stryge Deres Haar en lille Smule bort fra Panden … ? Naa ja! Mands Vilje er Mands Himmerig — og Moden er Kvindens! Jeg kan alligevel slutte mig til Pandens Form. Jeg er Maler — Kunstner! Om jeg er Portrætmaler? Nej, jeg er rettere sagt slet ikke Maler. Fotograf mener De? Ha ha! Ja, lad os kun sige, at jeg er Fotograf — man skal jo være noget. Skaal, Frøken Kamilla! Er Champagnen drikkelig? Godt! Det glæder mig. Bourgognen er upaaklagelig. Det er længe siden, at jeg har trakteret paa mig selv. Endnu længere siden, at nogen Dame har forsødet min
