320
Alligevel? sagde Christensen lidt drillende. Hvorfor blev De ikke dér og gjorde Deres Lykke? — maaske et rigt Parti? — i hvert Fald en rig finsk eller russisk Tilbeder? —
Jeg kunde ikke holde det ud! Jeg maatte hjem. Jeg længtes! —
De længtes hjem? ….
Midt i Vintren rejste jeg. Jeg brød min Kontrakt, Det var en lang Tur — lang og streng — og kostbar. Da jeg kom hertil over Stettin, havde jeg akurat saa mange Penge tilovers, at jeg kunde betale min Drosche fra Toldboden! —
Det var virkelig akurat! sagde Christensen og lo, medens han skænkede i hendes Glas.
Han var utilfreds med sig selv, med at være her — og dog fængsledes han til at blive. Han forstod ikke, hvad det var for et Galgenhumør, der var oppe i ham. Hvis Opvarteren var kommen ind og havde hvisket noget lignende til hende, som til Veninden, saa vilde Christensen rimeligvis have kastet Opvarteren ud. Og hvad saa? Hvad var dette Væsen dér for Christensen? Tiltalte hun hans Sanser? Maaske ja — maaske nej! Der var dette Naive i denne korte Beretning — saa lidet »lavet« som muligt. Hvorfor længtes hun hjem? Sandsynligvis til en Ven, en Elsker. Hvem var han? ….
Hvorfor længtes De hjem? spurgte Christensen pludselig og kort.
