321
Hvorfor længes vi alle hjem? Har De aldrig rejst — været længe borte i Udlandet? Har De saa aldrig — pludselig — uden at kunne give det nogen Grund, længtes efter at gaa over Amagertorv og høre en Skomagerdreng raabe: Naadda Du!? ….
Christensen spilede Øjnene op ved at høre hende sige dette. Hun sad tilbagelænet i Sofaen, skødesløs, med Shawlet over Hofterne; det stramme, sorte Silkeliv viste en fin Taille; Armen var smukt og delikat, næsten fornemt »hæftet« til Skuldren; Haanden strakte hun ud, greb Glasset som en Dame, tømte det, som tørstede hun, uden at tænke paa hvad det var, hun drak. Det bløde, blonde Haar var paa den nylig indførte Mode redt fremover og ned i Panden. Hende klædte det nu; og kruse gjorde det, om naturligt eller ikke, Øjnene var bleven klare. Der var en barnlig Trods i dem, som stredes med en Vemod bagved, noget sygeligt Overforfinet, der ikke har faaet den sikre, udviklede Dannelses Præg, heller ikke har modtaget Udskejelsens Mærke, men vel nok Lediggangens. En let Rødme laa over Kinderne; den bødede paa den utilstrækkelige Form, paa Ovalens Mangler. Hagen var sluttet, Munden næsten streng. Man skulde ikke tiltro den at have givet eller besvaret Kys. Men det var dette Punkt, som Christensen netop ikke kunde komme bort fra. Ukendt med disse Væsners svævende Eksistens, med de forskellige Former, de Nuancer,
21
