333
og Omega, hans Alt, hans sidste Bekendelse, en Hemmelighed, som han ikke udleverer og ikke kan meddelagtiggøre Nogen i. Det er for ham, hvad Rimet er for Lyrikeren: ikke en Stavelse, som rimer paa en anden, men den mystiske Klang, Vellyd, Vellyst, hvori Hjærtets Blod udgyder sig, hvori Sjælens lønligste Rørelser dikker og banker, hvori Livserfaringerne pulserer, og det af alle Andre Usigelige siges!
Farven? — Koloriten? .. Som om der gaves Regler for den! Regler? Man er født dermed — eller det kan aldrig tilegnes. Man er født dermed: det kan ligge og slumre; saa faar det pludselig Liv; det begynder at flimre, gnistre, danse for Øjet; det bliver til en Harmoni, Tone smælter ind i Tone, Tinte rækker Tinte Haanden; det bølger i et Væld, som bortskyller Linjen og lader en ny Form opstaa …… Aphrodite Anadyomene, Venus Urania, Gudinden i Knop, Skønhedens Under, som nu skal udfolde sig! Se dog, hvor Dagningen trænger ind ad Vinduet, fylder Rummet, giver Genstandene deres lovbestemte Plads i umærkelige Trinrækker, omspænder denne unge Pige dér med et luftigt Væv af mystisk Poesi, sætter et Lys, saa let som et Aandepust, paa den bøjede Arms Albu, kruser et enkelt gyldent Haar, vifter Skygge over de slumrende Træk, glider med Naturens egen Uskyld henover det halvt blottede Bryst, rødmer derinde under det hvide, kolde, friske Linned, breder sig blaalig over Lagen, lilla over Tæppe,
