334
dvæler med Voksets matte Glans over det barnligt runde Knæ — kaster sig ivrigt søgende over Stolen, ransagende hvert broget Klædningsstykke, som skjulte der sig Skatte i Stoffets Folder; og nu op over Væg og hen over Loft, meddelende det hele Rum en Indvielse som til Dryadens Bryllup! . .
En Dryade? Nej ikke Spor af Mythologi! Et stakkels moderne ungt Væsen, fuldt af Fejl og Skrøbeligheder, ikke bedre men heller ikke være end saa mange unge Piger, hvem Familien beskytter, hvem Faderens Indtægter tillader en uefterstræbt Lediggang .…. men nu hviler hun dér, sovende Farvens Søvn i Foraarsmorgenens matlysende Dagning. Og er fremmed Mand, den fremmede Maler, sidder dér og stirrer frem for sig; han har endelig, ved et Tilfælde, om end lidt »akavet«, fundet den Model, han søgte, og som nu vil indvie ham i Farvens Mysterium; hans Fingre omfatter en bred Pensel — en tænkt Pensel: og han dypper og ælter paa en tænkt Pallet, smører løs paa et tænkt Lærred …… og alt imedens tænker han selv:
Havde Renæssancen sine Elskerinder til Modeller, sine Modeller som Elskerinder — og levede man dengang ikke som Libertiner men som Maler, for hvem Livsgerningen at male aller mindst var lige saa alvorlig en Sag, som for en Departementschef at styre Derpartémentet .…. naa for tusind Ulykker! hvad havde ikke Maleren nede i Rom sagt om et kvindeligt Smil — en smuk Haand — i Stedet for ti Mænds aandfulde
