357
en »ars profana« — om at se i de gamle Nederlændere andet og mere end en Realisme, hvortil man kunde nærme sig med Returbillet over Paris, osv. osv. De trak paa Skuldre og Smilebaand. De haspede en Hoben lærerige Ting af sig. Saa blev jeg yderlig beskeden og sagde, at den Rummel og Ramse havde jeg lært at kende paa selve Stedet førend dem!
Vi drejede af. Hvorfor skal man i unyttig Kævl? Tiden faar blive Tidens egen Tugtemester! Jeg spurgte, hvad de mente om Karsten. Jeg beklagede at han lidt for tidlig var sluppen ud af mine Kløer — men jeg stolede ikke nok paa min egen Vejledning — og jeg vilde netop i denne Tvistens Tid vise Akademiet min Tillid med Tak for, hvad godt jeg selv i min Tid havde lært dér. Jeg var ganske vist forbavset over, at han saa hurtig havde rutschet Skolerne igennem — men alle skyndte sig jo nu, og alle havde saa meget Talent paa Forhaand … Om Kammeraterne dog ikke mente, at det var lidt ængstligt med en saa tidlig Modenhed?
Det mente de jo nok. Det vil sige, de klappede mig paa Skuldren og sagde, at han ganske vist var lidt for meget »dreven«, at han malede temmelig meget chic — at det kunde indeholde en Fare — men at det dog var bedre til en Begyndelse, end at kludre og staa i
