373
Vi gik til Concertsalen. En Vals af Strauss oplivede hende; hun kunde ikke holde Fødderne stille, havde Møje med at blive siddende.
Saa kom der noget af en af de mere moderne Komponister. Saa længe Stykket spilledes, saa’ hun ufravendt paa Dirigenten. Da det var forbi, og jeg spurgte: Naa — behager det? svarede hun, idet hun pegede op paa den bukkende Mand: Hvorfor er han dér egenlig saa ulykkelig? …
Hun antog Musiken for at være af ham —.
Men en anden Gang; da vi var ude til Symfoni-Concert, og da Beethoven lagde sin tunge, mægtige, varme Haand velsignende over Københavnernes Hoveder, saa’ hun ufravendt ned i Jorden. Karsten var ikke tilstede — han var ude med Venner. Da Symfonien hørte op, drejede hun Ansigtet bort fra mig. Jeg spurgte, om vi skulde drikke The? Hun bad, om vi maatte gaa lige hjem!
Da vi var kommen hjem, sagde hun Godnat.
Har De moret Dem iaften, Kirstine? spurgte jeg og holdt spøgende hendes Haand fast. Hun trak Haanden til sig, lagde begge Arme om min Hals, kyssede mig, og brast i Graad. Saa gik hun hurtig ind i sit Kammer og lukkede Døren med et hæftigt Tryk.
Skal dette betyde, at Nervøsiteten har grebet saaledes om sig i hele vor Slægt, at ikke engang de kraftigere og umiddelbare Gemyter forskaanes — eller skal det paaminde os om
