394
Denne Vinter var Konsulens Hus ganske særlig selskabeligt. Rigtignok begyndte Tiderne at blive daarlige; men Konsulen holdt sig strunk i Sadlen; man mente ogsaa, at hvis Stormen kom, eller rettere, naar den kom, vilde han være Mand for at ride den af.
Damerne havde fra den store Rejse hjembragt fornyet Livsmod og Adspredelsestrang; en Moder, som ikke vides at have passeret de Fyrre, som for den Sags Skyld gerne kunde være endnu ved de Tredve, og en Datter, der først lige er ved at indtræde i Tyverne — de maa se »Folk« hos sig.
Alverden kom der. Og Karsten kom der ogsaa.
Han føjede sig godt ind under Husets Tone, saa godt, som om han var født dertil. Frøken Borg havde introduceret ham; hun mente maaske, at han trængte til Afslibning — saa kunde han ligesaa godt slibes af her!
Husets Damer havde vænnet sig til hende, hun tilsyneladende til dem; »Guvernanten« var umærkeligt traadt tilbage i Baggrunden, Selskabsdamen kommen frem. Ogsaa i dette Hjem behøvedes et Væsen, der, uden selv at stille Fordringer, ved en harmonisk Ligevægt kunde dække over en mulig Mangel paa centralt Husliv. Det er jo ikke ethvert »Hjem« givet, navnlig ikke i vore Dages Hovedstadsliv, at søge eller at finde i sig selv en Midte og et Tyngdepunkt.
