397
Christensens Navn blev, ved en Slags stiltiende Overenskomst, aldrig nævnet hos Konsulens, i hvert Fald ikke ved nogen officiel Lejlighed. Den unge Mand — »det unge talentfulde Menneske« — havde halvvejs spøgende allerede antaget Navnet Karsten Feldmann.
Og Christensen selv? Hvad foregik der i ham overfor hans Veninde?
Hvad havde denne Korrespondance belært ham om? At hun kendte ham temmelig nøje — at hun stolede paa deres Venskabs faste Karakter, tilstrækkeligt til at hun endog, gennem en lille Omskrivning, turde tillade sig en Kritik, en Analyse, Vink og Raad. — Men dette var jo ikke absolut nyt! saaledes havde de i Grunden fra første Færd gensidig anlagt Forholdet. Disputer havde der været ikke faa af — paa denne gedigne kammeratlige Maade, der forudsætter Aabenhjærtighed, redelig Erkendelse og Sympathi!
Var denne sidste kølnet fra hans Side? Han vilde sikkert svare benægtende. Frygtede han muligvis for, at den fra hendes Side — fra den kvindelige, den mindre erfarne Side — skulde være i en Vækst, en Fremgang, hvortil han ikke turde give en Opmuntring, der hos ham selv kunde rejse Tvivl om hans virkelige Noblesse, og hos hende muligvis kunde give en Lidenskab
