398
Næring, som han ikke …. eller som han maaske dog ….?
Naar han var kommen hertil i sine selvinkvisitoriske Spørgsmaal, vilde han helst bryde af. Han befandt sig paa det vanskelige Punkt: Manden, der er kommen saa vidt i Modenhed, næsten er ifærd med at overskride Modenhedsalderens Grænse — eller, rent ud, Manden, som er bleven saa gammel, at ikke Ungdommens hensynsløse Egenkærlighed staar bagved og puster til Ilden! Han kunde ikke undvære denne Sympathi — og dog turde han ikke døbe sit Savn af et Væsens daglige, hengivne, aandsbeslægtede Selskab med Navnet Lidenskab — det var jo latterligt for ham, i hans Alder! Naar han alligevel sofistisk forsøgte at omgaa Navnet og indsætte det mindre udfordrende Begreb Venskab, Sympathi — saa følte han en Fattigdom, noget flovt, ferskt Abstrakt derved …. og han blev endnu mere mut, endnu mere gnaven og utilgængelig.
Men det var ikke Alt! Der var forbeholdt ham andre Pinerier. Umærkeligt listede sig fra dette Baghold de gamle næsvise, ubehagelige Spørgsmaal over ham. Dette med Kunstner, Maler! Sæt nu, at det var en Lidenskab — at de begge to delte den — at han gav efter og udtalte det — eller at hun gav efter og udtalte det … naa ja, hvad saa? Sæt, at det var en Lykke dette — at det var Lykken, som virkelig kom og opslog sin Bo hos ham! Vilde
