402
Men en af de yngre Venner — en af Forfatterne, der stadig skrev paa »Bogen«, — han havde anmældt Portrættet som en Begivenhed i en Avis, der allerede i sig selv var en Begivenhed. Et Par andre Blade havde været velvillige, og endelig havde et Blad læst Synderen Teksten grundigt. Karsten tog Sagen med Ro. Egenlig interesserede det ham mest, at han var skældt ud. Det gav Relief blandt Kammeraterne. Thi at man bliver rost af sine egne, det er ikke halvt saa meget værd, som at blive strøget til Kagen af de »andre«, af Fjenden!
Saa kom der Brev fra Kirstine. Hun var glad. Hun skrev, at Faderen var temmelig sløj, men han havde dog spilet Øjnene op, da hun havde forelæst ham Bladene, hvori Karsten var nævnet. Og hun skrev, at nu skulde Karsten komme derover til dem og være der Julen over. Han skulde — tilføjede hun.
Ja gu’ skal Du saa! sagde Christensen. Du er tilstrækkelig forsviret. Du vil have godt af at lufte dig lidt. Og hils Pigebarnet paa det Bedste — hører Du! Men gør ikke noget »Studiehoved« efter hende — for det bliver dog snavs! ….
Karsten rejste.
Efter en fjorten Dages Forløb kom han tilbage.
Naa, hvordan har I haft det sammen? spurgte Christensen og trykkede sin Adoptivsøns Haand med usædvanlig Venlighed. Har Du Hilsen med til mig? Du har vel ikke sagt hende altfor mange Dumheder — og hun har vel taget Dig
