405
Christensen lukkede uvilkaarlig Øjnene: Tænke sig, at denne Fyr, som aldrig havde slidt sig nogen Udvikling til, og rimeligvis aldrig vilde slide sig Noget til, for ham var Lykken der! .. Hvorhen han saa’, rakte man Haanden ud, bød Munden frem …. Intet kunde han og Intet vilde han, men alle vilde have fat i ham! Saa uretfærdigt var Livet, saadan legede Lykken i sine Luner! — Hvor de Skyer var dybe violette, og hvor de glødede — med en stille dirrende Brand ind i Tegnelærerens Hjærte! Og derinde rejste Misundelsen sig fra sit Sæde iblandt alle de andre mørke Skygger, som Menneskehjærtet giver Rum for. Den rejste sig og gik tungt og bittert hen til: den Vindusglug, hvorigennem Hjærtets Skygger ser ud paa Verdens Landskab. I Solnedgangsskæret sad to unge Mennesker sammen, omfavnede og kyssede hinanden — hun ham, han hende .…. og hun var Lykken, den, som giver sig rødmende hen til os, naar vi er resolute nok til at benytte Øjeblikket!
Ellers ikke? — Nej! ellers ikke! ….
Og Christensen lo med sin tørre Latter: Misundelig — paa Karsten! Daarskab!
Disse Vintermaaneder gik. Men i Huset begyndte det at hedde sig, at Karsten »arbejdede« oppe paa sit Atelier ufortrødent, som Eneboer næsten. Ganske vist, han kom ikke tidligt hjem
