440
Men ved hans Side sidder Helene og læser op af en Bog. Fluerne og Gedehamsene summer rigtignok; men Stemmen er høj og klar — og Christensen synes at nyde baade den og Oplæsningen.
Det er Goethes vidunderlige Værk — ikke den »vilde« Goethe, men Skam heller ikke den tamme, Gehejmeraaden og Statsøkonomen.
Hermann und Dorothea. Ikke en Bjærgstrøm, som styrter afsted over Stok og Sten, indeklemt mellem trodsige Fjælde. Strømmen har udvidet sig, er bred paa sine Steder, overvejende dyb, klar, gennemsigtig. Den har naæet sit rolige Leje; undertiden kan den skumme fossende op over en Klippe, som vil spærre; undertiden gaar den ligesom med et Smil udenom — skriver en lille Hvirvel — glider videre. Bygninger, Træer, Mennesker, Dyr spejler sig i den. I Baggrundens Fjærnhed staar Alpegiganter — ren Sne paa Tinderne — men ogsaa Uvejrskyer kredsende omkring Toppene.
Hermann og Dorothea; en Idyl!
Hun afbryder Læsningen og siger:
Min Herre og Mester er ikke videre opmærksom? —
Jer er lutter Øre! svarer han, og bemærker just, at Kirstine er ved at ende sin moderlige Forretning — et af de skønneste Syn, der iøvrigt gives paa denne ikke altid idylliske Jord.
Saa peger han med Blyanten i Bogen — kan et Øjeblik ikke finde de Linjer, han søger, —
