35
Det var Tegneskolen.
Og nu Læreren.
Ivar Christensen havde, ligesom Flertallet af de levende Væsner, fra Begyndelsen af haft Forældre. Dette er slet ikke sagt som et Forsøg paa en Vittighed. Han hørte virkelig til de Mennesker, om hvem vi ikke ret kan tænke os, at de engang har ligget i Vugge, gjort sig urene, faaet Dada, gaaet i Skole … Jo da! Man kunde tænke sig, at han havde gaaet i Skole. Men saa kunde man igen ikke ret tænke sig, at han havde leget hensigtsløse Lege, været i Lømmelalderen, faaet Prygl … jo; man kunde tænke sig, at han havde faaet Prygl — en hel Del uretfærdige Prygl, for svagere eller mere durkdrevne Kammeraters Skyld; og at han havde taget Straffen med en vis indædt Stoicisme, hvoraf der endnu sad Sporene i hans stortskaaarne, strænge Træk. Og saa’ man paa disse Træk, der undertiden syntes, ikke just kolde, men følesløse ved en Kraftanstrængelse indvendig fra for at holde dem i Ro, og snart havde noget nobelt lidende ved sig, der atter kunde gennemfares af Glimt fra en fantastisk; lidenskabelig, baroksatirisk Verden, hvor Kykloper og Dværge, Kobolder og Helgener, Landevejsgøglere og Kunstens ædleste Skikkelser tumlede mellem hverandre i en uopløselig Forvirring — saa’ man paa disse Træk, da fik man Lyst til at lære denne Mand at kende, som stod saa alene, overlegen uden at præstere Testimonium for sin Over-
3*
