49
Her stod Konturer, som ikke var udfyldte endnu; og hist svømmede Farver sammen i den underligste bløde Strøm, hvorfra nogle Hænder stak op som fra Druknende, der raaber om Hjælp. Men ved den ene Side, paa Skuldrene af en Mand, der var tegnet ned med djærve »knækkede« Strøg, sad et Hoved — et Hoved, der levede, der kastede Lys, Skær, Glans, Bevægelse, Udtryk og Fortælling over hele Anlægets Kaos.
Og da Ivars Øjne søgte om Hjørnet paa det store Stykke Lærred, opdagede han — og han blev ganske skamfuld-flov — et afklædt Menneske, der sad paa en høj Skammel, støttende sig til et Kosteskaft, og følgende med Øjnene, men uden at fortrække en Mine i Ansigtet, den store Mesters Bevægelser.
»Jeg spørger dig, om du ellers har noget at vise? Skynd dig — jeg har Model, som du ser!«
Ivar rakte sin Tegnebog frem. Han var nu sikker paa sin Dom. Thi Professorens Ansigt var bleven gnavent.
Saa stod Professoren henne ved Vinduet og saa’ opmærksomt paa de to Blade, der laa løse i Bogen. Og han tog det ene op, og det andet, og der kom et løjerligt, rovfugleagtigt, hurtigt, hvast Blik fra Øjenkrogen hen imod Ivar.
»Hvem har tegnet det …. har Du?«
Ivar bøjede Hovedet. Han hørte ikke til dem, der har let for at blive rød. Men han blev rød, da han med halv Stemme svarede:
4
