54
Ivars Professor fik Skolen, kunde han kradse sig i Nakken og gaa fra Staffeli til Staffeli, medens han paa en lidt irritabel Maade dyppede Penslen i Pallettens Kraplak og satte hastige, djærve Klatter ind i Næsebor, under Ørebrusk, i Armhule, mellem Fingre osv. — selvfølgelig paa den malede Model, ikke paa den levende.
Paa Skolen var han altid gnaven. Nede i sit Atelier var han i Reglen gnaven; især naar han havde forbrugt megen Kraplak uden at opnaa tilsvarende Resultater. Men saa kom der Dage, hvor Arbejdet lykkedes for ham, hvor Karnationen fangede Livets Glans, Spil, Friskhed, Skønhed — og hvor Pennetegninger, Kultegninger, nedrablet Blyantskrads, malede Skitser strømmede fra hans Haand, hans Hjærte, hans barnlige Humør, hans overlegne Intelligens, ligesom fra et Overflødighedshorn — nej, det var en smagløs Lignelse — lige som fra en Kilde i et Bjærg, der aldrig plumres, aldrig bliver tynd, men som sprudler og sprudler og giver tusinde Tørstige at drikke.
Saa roste han Ivar, saa opmuntrede han ham; saa slog han ham paa Skulderen og sagde, at Kunsten var en forbandet skøn Ting — uansét at man de tre hundred og halvtredsinstyve Dage om Aaret kun frembragte noget Snavs. Man maatte blot være fornøjet, hvis man havde femten lykkelige Arbejdsdage. Thi hvor mange Mennesker havde femten Dage om Aaret — bortset fra Skudaarene — hvori de
