61
var de kortstammede tykke Folk, hvis blanke Isser syntes at svede Nødolie, hvis runde Kinder og gemytlige Øjne kunde røbe, at Kunsten dog muligvis ikke var den yderste Alvor — at Livet ogsaa havde sine Krav, og at — naa ja, for Pokker, det er ogsaa et Levebrød, det at lave Malerier, Bygninger, Skulpturer! Men selv Gemytligheden spærrede Øjnene op og faldt i Forskrækkelse.
Her var et enkelt tænkende Ansigt, halv fraværende , drømmende over Ideer, der ikke havde noget egenlig med Højtidelighed og med Hs. Majestæt at bestille. Et saadant Ansigt saa’ lidt forundret i Vejret og faldt atter hen i Drømme. Og saa var her Ansigter, paa hvem det tydelig kendtes, at denne dumme Drengestreg netop var saa meget mere forargelig, som den højtidelig angav sig selv — netop umiddelbart foran Højtidelighedens Begyndelse, Hs. Majestæts Nærværelse!
Det var løjerligt, dette.
Og saa begyndte Professoren at buldre løs. Han sagde ikke »De« …
Men i det samme lød det udenfor: Kongen — Kongen!
Forvalteren, der altid var sund og fornøjelig, smilende og gemytlig, hvad enten det gik paa Arbejde løs eller paa Kongemodtagelse — Forvalteren smækkede Fløjdørene helt op og nikkede til Professoren. Den hele Forsamling rettede sig, Professor-Direktøren tvang med en
