69
Gang han som en skæv Raket susede forbi paa Trappen.
I Stuen — som var en høj Stue — boede en Urtekræmmer, en evig gemytlig, glad Københavner, hvis Kone havde Vattersot, og hvis Børn forlængst var over alle Bjærge, som selv havde falleret tre Gange, men som var lige glad for det. Han undskyldte sig altid med, at Huset ikke »laa« godt, eller Stuen var for »høj«, eller Bønderne ude paa Torvet »talte« nu om Politik og glemte at »handle«. Han havde en staaende Vits, hver Gang Husværten gæstede ham i Egenskab af Husvært: »Ja, min gode Hr. Christensen, Lejen er forfalden! — det undrer mig kun, at jeg ikke selv er forfalden …« Christensen kom jævnlig til at le ad ham. Lejen kom meget sjældent ind; Husværten gjorde sig nu og da vred, men det hjalp ikke. Der var noget Uimodstaaeligt ved denne Urtekræmmer, hans pudsige Anvendelser af fremmede Ord, hans Stolthed som Løjtnant ved Borgervæbningen, hans Sorgløshed under Skæbnens Tilskikkelser. Christensen, som med Aarene blev mindre og mindre Københavner, trængte undertiden til denne Københavner, der syntes at blive mere og mere glad med Aarene.
Kælderlejligheden beboedes af en Hørkræmmer, som havde en udmærket Handel, og som var den eneste, der betalte Lejen punktlig. Ganske vist, det var en lidt vel stærk Lugt, der trængte op i Huset fra denne Saltlage der nede,
