72
lige som Haabløshedens og Forknyttelsens maskinmæssige Stempelslag, Smaavilkaarenes Sang for Brødet. Saa lød nede fra Stuelejlighedens Trappeafsats den evigglade Urtekræmmers Fløjten, en Knejpevise, en Operette-couplet, Plebejrsorgløsheden, der jodler den tragiske Skæbne lige op i Ansigtet.
Han bøjede sit Hoved. Han syntes, det blev saa trist og saa ækelt omkring ham. Saa klang nede fra Fortovet Hørkræmmerens Jærnstænger, der læssedes paa Vogne eller fra Vogne. Der var noget frejdigt, stærkt, harniskklædt ved denne Lyd af det grove Metal, som vor Tid nu — pulveriseret eller opløst i Mixtur — maa tage ind, for i det hele at kunne leve Livet.
Han tog Klangen ind! Den klirrede ham helt igennem Sjælen. Og han saa’ ud paa dette Torv, hvor de gamle Kulsviere havde holdt, og hvor nu Tørvebønderne holdt med deres Vogne, fuldt pakkede af de gamle Mosers brændbare Jord, eller af disse høje Stabler af okkerbrune Træsko, sammenknyttede af de snoede Halmbaand, de kadmiumsgule, de skinnende. Og nu og da var der et rødt Dækken paa en Hest, og en Tørvebonde med en vældig Chenillefrakke, og det myldrede af Folk, som handlede og købslog. »Vandmændene« kastede Spande fulde af blankt Vand ind under Hestene, og Solen blinkede med Reflexer i alle Ruderne, og om Sommeren flyttede den sig saa langt frem over Façader og Gavle, og om Vinteren strejfede den
