73
med sit skarpe Skær de kridende hvide Tage — en uhyre Masse Cremserhvidt med klare, koboltblaa, skraa Skygger fra de sværtede Skorstene.
Men ved Juletid, i Tøsneens Ælte der nede, hvor de matsorte Drosker fo’r frem og tilbage, hvor de matsorte Paraplyer skjulte Fodgængerne, hvor de saftiggrønne Grantræer støttede sig som en Falanx mod hverandre, og alle sammen op mod Gaslygten i Midten — en hel lille Skov, der ligesom ved en Hvirvelvind var rykket op og blæst her ind paa Torvet — ved Juletid især bølgede og mylrede dette Torv af Mennesker, der alle sammen syntes at have et Midtpunkt, hvorom de drejede sig, og som de var beredte at ofre Helbred, Tid, Tanker og Penge …. og da følte Eneboeren oppe i sit Vindu, som om Livet løb fra ham!
Saa fordybede Eneboeren sig i sit Arbejde og sine Bøger. Han hørte anatomiske Forelæsninger, han studerede anatomiske Værker. Han lod skindmagre Modeller komme — af dem fandtes der altid nogle; han tegnede dem, malede dem Graat i Graat, raderede efter dem. Eller han opdagede en særlig kraftig, ikke altfor lasket Kullemper paa en af Oplagspladserne. Og naar Frosten kom i Luften, og der var godt Lys i hans Atelier, saa fik han sit Lærred spændt op og den store, ovale Palet frem. Og med noget
